Tilbagelægning af Stomi
Hvis du er indstillet til en tilbagelægning af stomi, tilbyder vores erfarne mave-tarm kirurger på Aleris Aarhus hurtig forundersøgelse og operation af både tynd- og tyktarmsstomi (ileo- og kolostomi). Vi modtager dig, der kommer via offentlig henvisning eller sundhedsforsikring samt privatbetalere.
At have en stomi er ikke en sygdom, men derimod resultatet af kirurgisk behandling foretaget for enten at lindre eller kurere en sygdom i tarmen. En stomi er en kunstig åbning i bugvæggen, hvor kirurgen fører tarmenden ud til mavens overflade.
Årsager til stomi
Afhængigt af årsagen til stomianlæggelse, kan stomien enten være permanent eller en midlertidig aflastning. En aflastende stomi kan være anlagt i forbindelse med fx tarmkræft, traume i maveregionen, tarmslyng eller betændelse i tarmen. Man kan leve et godt og aktivt liv med stomi, men mange stomiopererede føler sig alligevel begrænsede i deres hverdag og ønsker helt naturligt et liv uden en stomipose på maven.
Kan min stomi tilbagelægges?
For manges vedkommende kan stomien med tiden lægges tilbage og tarmpassagen genetableres, så du slipper for pose på maven og de gener, en stomi kan give i forhold til fx hudproblemer. Tilbagelægning af stomi er en mindre operation og sker typisk 3 til 6 måneder efter etablering af stomien. For at blive indstillet til en tilbagelægning af stomi skal sammensyningen i din tarm være helet og stærk nok til, at afføring igen kan passere den normale vej. Dette kontrolleres ved en kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi eller anoskopi), som foretages af en speciallæge på enten et offentligt hospital eller hos Aleris Aarhus.
Hvordan foregår tilbagelægning af stomi?
Tilbagelægning af stomi udføres gennem det eksisterende stomihul og tager cirka 1 time. Operationen foretages i fuld bedøvelse, og du skal forvente en overnatning på Aleris.
Kontrol efter operationen
2 til 4 uger efter din operation kontakter din kirurg dig telefonisk og hører til, hvordan du har det. Hvis du i den mellemliggende periode har spørgsmål eller bekymringer om din mave, tarmfunktion eller operationssår, er du altid velkommen til at kontakte os.
På Aleris Aarhus står speciallægerne i mave-tarmkirurgi Mette Møller Sørensen og Jonas Funder klar til at hjælpe dig, der er indstillet til en stomitilbagelægning. Du kan gøre brug af behandlingsgarantien, hvis du er offentligt henvist, anvende din sundhedsforsikring eller komme som privatbetaler.
Godt at vide i forbindelse med tilbagelægning af stomi
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 5. januar 2024. Alle priser er vejledende. Moms er inkluderet i priser for momspligtige ydelser.