Blodprop i hjernen
Svimmelhed er en hyppig komplikation efter en blodprop eller blødning i hjernen -specielt i lillehjernen.
En blodprop opstår, når et område i hjernen ikke kan få tilført blod. Det kan være livsfarligt at få en blodprop, da ilt og andre næringsstoffer, som blodet tilfører, er nødvendige for, at hjernen kan fungere.
Symptomer på blodprop i hjernen
Pludselig opstået svimmelhed og problemer med koordinationen kan være symptom på en blodprop i hjernen. Ofte forekommer også lammelser, synsbesvær, føleforstyrrelser og/eller bevægeforstyrrelse samtidigt.
Hvordan stilles diagnosen blodprop i hjernen?
Fordi symptomerne er så udprægede og typisk indtræffer få minutter efter blodproppen, vil man på sygehuset diagnosticere og behandle ud fra en vurdering af symptomerne.
Hvordan behandles blodprop i hjernen?
En blodprop i hjernen kan behandles med blodfortyndende medicin. I nogle tilfælde er man nødt til at operere. Nogle lægemidler, som ordineres efter et slagtilfælde, kan forårsage svimmelhed. Medicin kan ikke kurere svimmelheden – kun træningsøvelser er effektive til at behandle balanceproblemer.