DXA scanning - undersøgelse for knogleskørhed
Ønsker du at blive undersøgt for knogleskørhed, kan du blive henvist til en DXA scanning (knogleskanning). Det er en røntgenundersøgelse, der bruges til at vurdere knogletætheden, dvs. styrken af knoglen og dermed risikoen for knogleskørhed (osteoporose).
DXA scanning tilbydes kun på vores hospital i Søborg.
Hvad er knogletæthed (osteoporose)?
Knogleskørhed er en sygdom, der rammer knoglerne, så de svækkes indefra. Sygdommen har ingen synlig tegn, men på sigt bliver knoglerne afkalkede og svage, så der lettere opstår brud. Personer med knogleskørhed oplever derfor ofte at få brud på ryghvirvler, håndled og hoften.
Ifølge Sundhedsstyrelsen lever op mod 700.000 danskere – hver 3. kvinde og hver 6. mand over 50 år – med knogleskørhed i større eller mindre grad. Ca. 200.000 har fået stillet diagnosen, men op mod 500.000, lever med sygdommen uden at vide det.
Jo tidligere knogleskørhed opdages, jo tidligere kan man sætte ind med forebyggende behandling.
Hvad er en DXA scanning?
DXA scanning (Dual-energy X-ray Absorptiometry), er en røntgenundersøgelse, der foretages i en åben scanner, hvor vi kan måle kalkindholdet i knoglerne og dermed knoglernes styrke. Indholdet af kalk viser nemlig, om der er tegn på knogleskørhed og dermed øget risiko for knoglebrud.
Den stråledosis der bruges ved en DXA scanning er langt lavere end ved en almindelig røntgenundersøgelse.
Vi tilbyder DXA scanning af:
- Knoglestyrke (knogleskørhed) for lænderyg og hofte
- Hvis der er udtynding af knogler, vil vi også gøre et sidebillede af ryggen
Lægerne bruger DXA scanninger til at:
- Vurdere om du har knogleskørhed og dermed øget risiko for knoglebrud
- Vurdere risikoen for, at du udvikler knogleskørhed
- Overvåge behandlingen af knogleskørhed
Henvisning
Før der kan udføres en DXA scanning, skal behovet ifølge loven vurderes af en læge først. Derfor skal din egen læge eller anden læge henvise dig til undersøgelsen. Alternativt kan en speciallæge hos Aleris vurdere indikationen, før undersøgelsen udføres. Alle patienter/kunder får tilsendt et spørgeskema, som skal udfyldes inden DXA scanning, og som vurderes af lægen.
Hvornår bør du få foretaget en DXA scanning?
Der er øget risiko for knogleskørhed, hvis du kan svare ja til et eller flere af disse punkter:
- Har du knoglebrud, som ikke ville være forekommet, hvis normal knoglestyrke?
- Har du reumatoid artrit (ægte gigt)?
- For kvinder, gik du i menopause (slut menstruation) før 45 år?
- Har du kronisk leversygdom?
- Har du KOL?
- Har du svært nedsat nyrefunktion?
- Er din højde siden 20-års alderen reduceret med 4 cm eller mere?
- Har dine forældre eller søskende knogleskørhed?
Hvordan foregår DXA scanningen?
Metalgenstande som fx proteser eller pacemakere. Inden scanningen fjernes alle øvrige metalgenstande (ure, smykker, hårnåle osv.)
Selve knogleskanningen starter med, at du ligger på et fladt leje på ryggen med benene i ca. 90 grader på en specialpude. Scanneren bevæger sig hen over kroppen, hvor den tager røntgenbilleder af din ryg, lænd og hofter. Det er vigtigt, at du ligger stille.
Varigheden af en knogleskanning er omkring 10 minutter. Afsæt ca. 20 minutter i alt. Under selve skanningen udsættes du for en meget lille mængde røntgenstråling.
Resultaterne af DXA scanningen
Resultaterne af en DXA scanning sendes til den henvisende læge, som kan fortælle dig, om du har forstadier eller decideret knogleskørhed og dermed øget risiko for knoglebrud. Er dette tilfældet, kan du sættes i behandling.