Leddegigt
Leddegigt er en betændelseslignende tilstand i leddene, som ubehandlet kan føre til at ledkapslen hæver og den underliggende ledbrusk og knogle ødelægges.
Leddegigt er en kronisk inflammatorisk gigtsygdom, som også kaldes for reumatoid artritis (RA). Ved leddegigt aktiveres immunapparatet og danner antistoffer rettet mod kroppens eget ledbrusk. Ofte kan man i blodet påvise antistoffer - bl.a. IgM-reumafaktor og de tidlige gigtantistoffer anti-CCP.
Leddegigt rammer knap én procent af den danske befolkning. Sygdommen debuterer oftest i 20 - 40-årsalderen, men kan opstå både hos børn og ældre. Kvinder rammes 3 gange så hyppigt som mænd.
Årsag
Årsagerne til leddegigt er ikke fuldt belyst. Der er i en vis udstrækning en arvelig disposition, som i kombination med eksterne faktorer – blandt andet formentlig virusinfektioner, kan udløse et uhensigtsmæssigt immunologisk respons, som fører til kronisk inflammation i leddene.
Symptomer
Leddegigt giver smertefulde og ømme hævede led pga. inflammation (steril betændelse) i ledslimhinden. Typisk drejer det sig om hændernes grundled og mellemled, håndled, albuer, skuldre, knæ, ankler og fødder. Oftest angribes leddene nogenlunde symmetrisk i både højre og venstre side. Symptomerne er oftest værst om morgenen og de første timer på dagen – kaldet morgenstivhed. Leddegigt er udover ledsmerter ledsaget af almensymptomer med træthed som det væsentligste symptom.
Diagnose
Diagnosen af leddegigt stilles på baggrund af symptomer og klinisk undersøgelse af leddene. Det er en betingelse for diagnosen, at en læge konstaterer mindst ét hævet led. Den kliniske diagnose kan understøttes af fund af betændelsesaktivitet i blodprøver og fund af specifikke antistoffer i blodet (Reumafaktor og anti-CCP). Desuden suppleres den kliniske undersøgelse med ultralydsscanning af leddene og eventuelt røntgen eller MR-scanning.
Prognose
Hos patienter, som ikke er i behandling eller i utilstrækkelig behandling, kan ledbetændelsen føre til ledskader, der kan give fejlstilling og funktionsnedsættelse.
Behandling af leddegigt
Behandlingen af leddegigt har til formål at dæmpe symptomer / smerter og genskabe et normalt funktionsniveau. Samtidig tilstræbes at forebygge fremtidige ledskader.
Til at begynde med vil man ofte benytte stærk anti-inflammatorisk medicin i form af glukocortikoid (binyrebarkhormon) for at opnå en hurtig effekt. Derefter benyttes langtidsvirkende anti-inflammatorisk medicin (Methotrexate, Salazopyrin, Hydroxyklorokin). Er det ikke tilstrækkeligt vil man kunne supplere med moderne immundæmpende medicin. Behandlingen af leddegigt har de seneste årtier udviklet sig til at blive meget effektiv, og næsten alle patienter, som ikke har udviklet større ledskader, kan med den rette behandling blive stort set symptomfrie med normalt funktionsniveau.
Hos Aleris tilbyder vi
På Aleris kan vi tilbyde en hurtig reumatologisk vurdering ved en erfaren speciallæge. Den kliniske vurdering kan suppleres med blodprøver, ultralydsscanning, røntgen og ved behov MR-scanning. Vi kan iværksætte symptomdæmpende, smertestillende og anti-inflammatorisk behandling. Ved behov kan vi foretage udtømning af ledvæske fra hævede ømme led og indsprøjtning af binyrebarkhormon. De fleste patienter med aktiv leddegigt følges og behandles på offentlige reumatologiske specialafdelinger og vi kan hjælpe med en kvalificeret henvisning til et hospital nær dig.
Priser
Priserne er gældende fra 5. januar 2024. Alle priser er vejledende. Moms er inkluderet i priser for momspligtige ydelser.