Frossen skulder
En frossen skulder kan opstå spontant, udvikles efter en skade eller som komplikation til en operation. Den giver smerter og nedsat bevægelighed i skulderen.
Man ved ikke med sikkerhed, hvad der er årsag til frossen skulder. Sygdommen giver udtalt irritation i skulderleddets kapsel. Herved skrumper ledkapslen og bliver stram, og der opstår sammenvoksninger i skulderleddet.
Den spontane type af frossen skulder er langt den hyppigste, og den ses typisk hos 40 - 60-årige. Den ses oftere hos kvinder end hos mænd, og den er hyppigere hos patienter med sukkersyge.
Symptomer på frossen skulder
Sygdommen er karakteriseret ved 3 stadier:
- 1. stadium viser sig ved tiltagende smerter og bevægeindskrænkning i skulderleddet. Undertiden kan der være svære smerter
- 2. stadium bliver skulderen stiv, mens smerterne aftager
- 3. stadium begynder bevægeligheden langsomt at blive bedreHele forløbet er meget individuelt – men uden operation er det langvarigt – ofte mellem 1½ - 3 år
Behandling af frossen skulder
En frossen skulder kan ofte behandles uden operation. Behandlingen består af smertestillende medicin, blokader med binyrebarkhormon i skulderleddet, begrænsning i de fysiske aktiviteter på arbejde og i fritid i en lang periode. Sygdommen har en god prognose også uden operation, men forløbet er meget langvarigt, og ofte er der en permanent nedsat bevægelighed af større eller mindre grad, uanset om du bliver opereret eller ej. Fysioterapi kan først påbegyndes, når det første smertefulde stadium er overstået. Aleris Fysioterapi kan hjælpe dig til en hverdag, hvor smerter ikke er en begrænsning.
Operation af frossen skulder
En operation kan i nogle tilfælde afkorte sygdomsforløbet. Operationen bør først gennemføres, når smerterne har toppet i deres styrke – oftest 4 - 6 måneder efter, at sygdommen er startet. For tidlig operation medfører en stor risiko for, at skulderleddet igen bliver stift.
Aleris Fysioterapi
Med et helt hospital i ryggen har vores erfarne fysioterapeuter de bedste rammer for at hjælpe dig.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.