Leddegigt i hånden og fingrene
Leddegigt er en alvorlig sygdom, der påvirker mange led i hånden. Leddegigt i hånden og fingrene kan føre til, at ledbrusken og nogle gange også den underliggende knogle og omgivende ledkapsel ødelægges.
Lidelsen rammer omkring 1 % af befolkningen og er mere almindelig hos kvinder end hos mænd. En betydelig del af patienterne med leddegigt får behov for kirurgisk behandling - ikke sjældent pga. skader i deres håndled og hænder.
Årsager til leddegigt i håndled og fingrene
Årsagen til leddegigt er ukendt, men en vis arvelighed synes at være dokumenteret. Muligvis er der tale om en tilstand, hvor immunsystemet aktiveres af bestanddele i leddene – en slags allergi overfor én selv.
Symptomer på leddegigt i håndled og fingrene
Leddegigt er en sygdom, der rammer hele kroppen, og dermed giver symptomer fra mange led. Den udvikler sig oftest langsomt, hvor symptomerne udvikler sig gradvist. Ledsymptomerne omfatter hævelse, varme og ømhed. Når der indtræder skader på brusken, bliver bevægeligheden nedsat, og der er smerter ved brug af de angrebne led.
Der er desuden almene symptomer såsom træthed og igangsætningsbesvær. Morgenstivhed er karakteristisk pga. væskeophobning i og omkring leddene, når de er i hvile om natten. Symptomerne varierer som regel i styrke med gode og dårlige perioder. I nogle tilfælde kan sygdommen gå helt i ro.
Behandling af leddegigt i håndled og fingrene
Sygdommen kan ikke helbredes, men det er muligt at bremse sygdomsudviklingen ved en tværfaglig behandling. De medicinske behandlingsmuligheder er blevet betydeligt bedre de senere år.
Kirurgisk behandling kan komme på tale, hvis sygdommen har angrebet et eller flere led i en sådan grad, at funktionen af hånden og fingrene nedsættes, eller hvis smerterne ikke kan lindres medicinsk.
Den kirurgiske behandling må i høj grad tilpasses den enkeltes situation. Kirurgisk er det muligt at stivgøre nogle af de ramte led eller indsætte ledproteser. Ved leddegigt i håndleddet vil en stivgørende operation være løsningen.
Ledprotese kan kun komme på tale ved leddegigt i fingerled - ikke i håndleddet. Det vil give en vis funktion af leddet.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.