Slidgigt i storetåen
Slidgigt i storetåen opstår hyppigt. Ved lette smerter behandles det med tilpasning af fodtøjet. I sværere tilfælde kan man tilbyde kegleoperation, stivgørende operation eller indsættelse af kunstigt led i storetåen.
Slidgigt i storetå
Slidgigt er den almindeligste form for gigt. Det er en nedbrydende gigtform, der overvejende angriber leddene herunder storetåen. Det er ofte en langsomt, fremadskridende sygdom, hvor brusken i leddet gradvist ødelægges.
Årsager til slidgigt i storetå
Det er i mange tilfælde uvist, hvorfor der opstår slidgigt i storetåen. I visse tilfælde skyldes slidgigten tidligere brud eller andre skader i leddet, som gør, at storetåen har været skæv gennem længere tid. I andre tilfælde ødelægges ledbrusken af leddegigt eller urinsyregigt. Sygdommen kan ramme alle fra 20-års alderen. Dog stiger hyppigheden med alderen.
Symptomer på slidgigt i storetå
Slidgigt i storetåen giver smerter og nedsat bevægelighed – specielt når tåen føres opad. Dette giver en dårlig gang, da man ikke er i stand til at træde korrekt hen over tåen. Ofte er slidgigten kombineret med en skæv storetå samt knyst ovenpå storetåen.
Behandling af slidgigt i storetå
Der er kun grund til behandling, hvis der er smerter. Er der kun lette gener, bør man udskyde en operation og forsøge justering af fodtøj til fodformede sko gerne med en stiv sål og en vis gængefunktion (giver rullende gangafvikling som ved MBT-sko). I nogle tilfælde kan generne afhjælpes af gigtmidler eller blokadebehandling.
Hvis en operation er aktuel, findes der flere typer indgreb, som speciallægen kan vælge imellem afhængig af, hvor fremskreden slidgigten er.
Hvis der er tale om let slidgigt, vælges ofte en såkaldt kegleoperation, men er der tale om svær slidgigt, foretages enten en stivgørende operation eller der indsættes et kunstigt led.
Ved en stivgørende operation ophæver man bevægeligheden i storetåens grundled for at opnå smertefrihed. Mange oplever det ikke som det store tab, da de i forvejen har vænnet sig til nedsat bevægelighed. Bevægeligheden i storetåens yderled bevares dog.
Vælger man indsættelse af et kunstigt led bevares en vis bevægelighed i storetåens grundled. Det er dog langt fra alle, der kan tilbydes denne operationsform.
Kunstigt led i storetåen er et godt alternativ ved slidgigt i storetåen
Michael Stage Pedersen og Mostafa Benyahia er medforfattere på en ny artikel om funktionalitet og holdbarhed af HemiCAP storetåproteser over 6 år.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.