En skade eller sygdom i hånden/underarmen kan have langvarige konsekvenser for dig, hvis den ikke bliver behandlet og genoptrænet på den rigtige måde.
En ergoterapeut er den fagperson, som kan hjælpe dig med dine hænder, på samme måde som en fysioterapeut hjælper med et dårligt knæ.
Specialister i genoptræning af hånd
Aleris ergoterapeuter er en del af det højt specialiserede Håndcenter i Ringsted. De hjælper med genoptræning af underarme og hænder i forbindelse med:
- Akutte skader
- Følger efter skader
- Kroniske tilstande og sygdomme
- Funktions- og styrketræning efter skader
- Vurdering af behov for hjælpemidler og træningsredskaber
- Bandagering efter behov
Vores ergoterapeuter planlægger et individuelt og effektivt genoptræningsforløb, som skal få dig hurtigst muligt tilbage til dine daglige aktiviteter.
Ergoterapeuten anvender flere forskellige teknikker og værktøjer i det daglige arbejde, herunder bl.a. aktivitets- og øvelsesprogrammer, specielt fremstillede skinner, hjælp til smertehåndtering samt behandling af hævelse og generende arvæv.
Ergoterapeuter og læger i tæt samarbejde
Gennem hele genoptræningsforløbet på Aleris Håndcenter tilbyder vi en unik mulighed for hurtig konsultation hos en håndkirurg, hvis der er behov for en lægelig vurdering.
Hvis genoptræningen foregår som en del af et behandlingsforløb på Aleris, vil der i forløbet være regelmæssig kontrol med tilstedeværelse af læge/kirurg efter behov.
Hele forløbet samlet et sted
På Aleris Håndcenter i Ringsted råder vi over alle de kompetencer og alt det udstyr og materialer, som er nødvendigt for, at du kan få et samlet forløb hos os. Vi tager hånd om dig lige fra udredning til behandling og genoptræning. Herved undgår du at skulle henvises til andre steder for at fuldføre din behandling.