Smerter og aflåsning i anklen
Ved en forstuvning kan et mindre stykke brusk blive slået løs inde i anklen, så det ligger og smutter rundt. Det giver smerter og til tider aflåsning i anklen (kaldes også mus i anklen).
De samme symptomer kan også opstå, hvis noget irriteret slimhindevæv eller ledbåndsvæv kommer i klemme i leddet.
Undersøgelse af smerter og aflåsning i anklen
Diagnosen kan oftest stilles ud fra sygehistorien og den kliniske undersøgelse af ankelleddet. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med røntgen og eventuelt MR-scanning, hvis der er tvivl om yderligere skader. Dette gøres, inden man tager endelig stilling til, om der er behov for en operation eller der er gode chancer for, at generne forsvinder ved genoptræning.
Træning af smerter og aflåsning i anklen
Hvis ankelleddet har været udsat for en alvorlig forstuvning, kan det tage op til ½ år, inden der falder ro over det igen. Leddet vil være påvirket af hævelse og smerter, der påvirker balancen og koordinationen i leddet.
Når den akutte behandling af ankelforstuvningen efter RICEM princippet (Rest - Ice - Compression - Elevation og Mobility) er overstået, og de værste smerter og hævelse er aftaget, er det vigtigt at komme i gang med træningen i form af ankelledsbevægelighed, koordination, styrke og balanceøvelser.
Aleris kan tilbyde træning hos vores idrætsfysioterapeut, men vi kan også henvise til en fysioterapeut i dit nærområde. Langt de fleste ankelforstuvninger kan behandles med godt resultat via træning, og du kan vende tilbage til din idræt uden smerter og instabilitet. Læs om dine muligheder for genoptræning på Aleris.
Operation af smerter og aflåsning i anklen
Hvis der på trods af korrekt genoptræning fortsat er smerter, hævelsestendens eller aflåsningstilfælde i ankelledet, og generne ikke bliver bedre, kan det være nødvendigt at gå ind med en kikkertoperation i anklen, hvor man renser op i leddet og reparerer eventuelle brusklæsioner.
Aleris Fysioterapi
Med et helt hospital i ryggen har vores erfarne fysioterapeuter de bedste rammer for at hjælpe dig.