Leddegigt i albuen
Leddegigt er en alvorlig sygdom, der påvirker mange led herunder også albueleddet. Leddegigt i albuen kan føre til, at ledbrusken og nogle gange også den underliggende knogle og omgivende ledkapsel ødelægges.
Leddegigt er kendetegnet ved, at et forskelligt antal, men ofte mange af kroppens led, bliver angrebet af en betændelseslignende tilstand. Lidelsen rammer omkring 1% af befolkningen og er mere almindelig hos kvinder end hos mænd.
En betydelig del af patienterne med leddegigt får behov for kirurgisk behandling - ikke sjældent pga. skader i deres underarme og hænder.
Årsager til leddegigt
Årsagen til leddegigt er ukendt, men en vis arvelighed synes at være dokumenteret. Muligvis er der tale om en tilstand, hvor immunsystemet aktiveres af bestanddele i leddene – en slags allergi overfor én selv.
Symptomer på leddegigt
Leddegigt er en sygdom, der rammer hele kroppen, og dermed giver symptomer fra mange led. Den udvikler sig oftest langsomt, hvor symptomerne udvikler sig gradvist. Ledsymptomerne omfatter hævelse, varme og ømhed.
Når der indtræder skader på brusken, bliver bevægeligheden nedsat, og der er smerter ved brug af de angrebne led. For albueleddet betyder det, at dagligdagens gøremål som personlig pleje, madlavning, rengøring o.l. besværliggøres og giver smerter.
Der er desuden almene symptomer såsom træthed og igangsætningsbesvær. Morgenstivhed er karakteristisk pga. væskeophobning i og omkring leddene, når de er i hvile om natten. Symptomerne varierer som regel i styrke med gode og dårlige perioder. I nogle tilfælde kan sygdommen gå helt i ro.
Behandling af leddegigt
Sygdommen kan ikke helbredes, men det er muligt at bremse sygdomsudviklingen ved en tværfaglig behandling. De medicinske behandlingsmuligheder er blevet betydeligt bedre de senere år. Kirurgisk behandling kan komme på tale, hvis funktionen af albueleddet nedsættes, eller hvis smerterne ikke kan lindres medicinsk.
Aleris kan tilbyde fjernelse af fortykket ledhinde ved en kikkertoperation i albuen.
Aleris Fysioterapi
Med et helt hospital i ryggen har vores erfarne fysioterapeuter de bedste rammer for at hjælpe dig.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.