Kronisk bihulebetændelse
Lider du af kronisk bihulebetændelse, kan vi på Aleris skræddersy en behandling til netop din problemstilling.
Bihulebetændelse ses oftest hos voksne og større børn. Betændelsestilstanden kan opstå i en eller flere bihuler, hvis afløbet til bihulerne stoppes, så slimen fra bihulerne ikke kan komme ud. Det giver mulighed for, at bakterier kan trænge ind, og betændelsen opstår.
De hyppigste årsager til kronisk bihulebetændelse er:
- Hævet slimhinde pga. infektion i de øvre luftveje med fx. forkølelsesvirus eller bakterier
- Allergi kan også få slimhinden til at hæve
- Mekanisk aflukning af afløbet pga. skævhed efter brud på næseskillevæggen
- Rodbetændelse i en tand og gennembrud af betændelsen til kæbehulen
Symptomer på bihulebetændelse
Diagnosen kan være vanskelig at stille, da der er en gradvis overgang fra den lettere infektion / forkølelsesvirus med tilstoppet næse og slim fra næsen til dunkende smerter i kind og tænder, i panden eller mellem øjnene. Endelig kan der være mere vedvarende smerter, høj feber og påvirket almen tilstand.
Smerterne kan være vanskelige at skelne fra smerter i tænderne og nervesmerter i ansigtet. Blodprøver kan afsløre graden af infektion. Øre-næse-halslægen kan ved at kigge i næsen afgøre, om slimhinden er hævet, om der kommer betændelse fra bihulerne, eller om der er en skævhed af næseskillevæggen. Ved behov foretages der en CT-scanning af bihulerne. Herved kan man se, om afløbet er tilstrækkeligt, og om der findes ophobning af slim i bihulerne.
Medicinsk behandling
Behandlingen kan være medicinsk eller kirurgisk. Den medicinske behandling består af stoffer, der får slimhinden til at trække sig sammen, og derved åbner op til bihulerne, så betændelsen kan løbe frit ud. Forinden kan man skylle næsehulen med saltvand. Hvis der ikke er opnået afløb, og lægen mener, at der er tale om bakterier, kan man anvende antibiotika. Kun en lille del af patienterne behøver antibiotikabehandling.
Operation
En del af patienterne får udvidet afløbet ved en kikkertoperation gennem næsen, hvor speciallægen udvider de naturlige afløb til de ramte bihuler, så afløbet bliver bredere og ikke så nemt lukker til. Det drejer sig om patienter med gentagne akutte bihulebetændelser eller vedvarende problemer på trods af medicinsk behandling og skylning.
Skylning
I første omgang skylles betændelsen ud, så irritationen af slimhinden bliver mindre, hævelsen falder, og afløbet åbner sig igen. Ved kæbehulebetændelse kan man punktere bihulen med en kanyle og skylle betændelsen ud. Man kan også indlægge et dræn, som man kan skylle igennem flere gange.
Ballonudvidelse (foretages kun i Søborg)
Hvis skylning ikke er tilstrækkeligt, kan man benytte den skånsomme Sinuplastik-teknik, hvor bihulernes afløbsveje udvides med en ballon. Metoden giver hurtigere heling og færre smerter i efterforløbet end traditionel kikkertvejledt bihulekirurgi. Denne metode kan ofte med fordel kombineres med den traditionelle teknik for at opnå et optimalt resultat.
Traditionel operation
Hvis du samtidig har næse-bihulepolypper, er du fortsat bedst tjent med den traditionelle operationsteknik, hvor speciallægen ved en kikkertoperation gennem næsen fjerner knogle og slimhinde fra de snævre områder i næse-bihulesystemet.
Shaving af polypper
Hvis du har polypper, fjerner vi polypperne med en skånsom shaver-teknik. Dvs. at polypperne opløses, suges væk og derved fjernes.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.