Spændingshovedpine
Spændingshovedpine føles trykkende, pressende og sidder typisk i hele hovedet eller hen over panden og bag øjnene.
Smerterne er moderate og ledsages sjældent af kvalme, ligesom lys og lyd sjældent generer.
Årsager til spændingshovedpine
Spændingshovedpine er meget almindeligt. Ca. 70 % af befolkningen oplever på et tidspunkt i deres liv at have denne form for hovedpine.
Spændingshovedpinen har fået sit navn, fordi man antog, at smerterne skyldtes spændinger i musklerne omkring hovedet, men det ser ikke ud til at være (hele) forklaringen. Det er mere rigtigt at sige, at hovedpinen skyldes ømhed af musklerne og hjernens overfortolkning af de signaler, der kommer fra de ømme muskler. Ømheden kan fx skyldes forkerte arbejdsstillinger.