Tarmkræft - tyktarmskræft og endetarmskræft
Tyktarmskræft og endetarmskræft er nogle af de hyppigste kræftformer i Danmark med ca. 4.000 nye tilfælde af tarmkræft hvert år og en stadig stigende hyppighed fra år til år.
Desværre er det også nogle af de kræftsygdomme, der har den højeste dødelighed. Dette skyldes, at de oftest opdages for sent, fordi de fleste kræftknuder først giver symptomer på et fremskredent tidspunkt.
Da tarmkræft i de tidlige faser næsten altid kan kureres, er det vigtigt at reagere på de mindste tarmsymptomer eller om muligt indgå i et screeningsprogram.
Undersøgelse for tarmkræft
På Aleris tilbyder vi undersøgelse for tyktarmskræft og endetarmskræft med koloskopi og sigmoideoskopi. Undersøgelserne foretages af en erfaren speciallæge, som er særligt specialiseret i kikkertundersøgelser af tarmen.
Vi anbefaler screening for tarmkræft fra 50-års alderen. Hvis man tilhører en risikogruppe, bør screeningsundersøgelserne påbegyndes før 50-års alderen.
Fra polyp til tarmkræft
Tarmkræft opstår næsten altid i en eksisterende og helt godartet polyp i tyktarmen. Når en polyp har siddet i tarmvæggen i adskillige år og har nået en vis størrelse, er der en betydelig risiko for udvikling af kræft. Undersøgelse for polypper og fjernelse af disse ved koloskopi er derfor en af de bedste former for forebyggende behandling.
Symptomer på tarmkræft
Blod i afføringen eller blødning fra endetarmsåbningen
Blod i afføringen eller blødning fra endetarmsåbningen er det hyppigste symptom på tarmkræft. Kræft i endetarmen vil ofte i starten give symptomer, som ligner hæmoridegener
Andre symptomer
Mavesmerter, kvalme, nedsat appetit og vægttab er andre symptomer på tarmkræft, men disse optræder i reglen først ved fremskreden sygdom
Behandling af tarmkræft
Behandlingen af tarmkræft er næsten altid operation med fjernelse af det stykke tarm, hvor kræftknuden sidder. Hvis kræftknuden er på et tidligt stadium, er chancen for helbredelse 80 - 90 % og yderligere behandling er ikke nødvendig. Hvis kræftknuden er mere fremskreden, er chancen for helbredelse 50 % eller lavere.
Hvis vi ifb. med undersøgelserne finder tarmkræft, vil vi sørge for, at du bliver henvist hurtigt til et offentligt Kræftcenter.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 5. januar 2024. Alle priser er vejledende. Moms er inkluderet i priser for momspligtige ydelser.
Koloskopi
Koloskopi bruges ofte ved blødning fra tarmen, diarré eller ved mistanke om tarmkræft eller betændelse i tarmen.