Galdesten
Der findes ikke nogen effektiv medicinsk behandling for galdesten, og behandlingen af galdesten er derfor en kikkertoperation, hvor galdeblæren fjernes.
Hvad er galdesten - og hvorfor får man det?
Galdesten opstår i galdeblæren, når galdens indhold af kolesterol, kalk og galdefarvestoffer kommer "ud af balance". Herved udfældes disse stoffer som sten. Stenene kan være af meget forskelligt udseende og størrelse, fra få millimeter (kaldet grus) og op til sten på 2 - 3 cm. Man kender ikke årsagen til, at nogle mennesker danner galdesten. Selv om man ikke har påvist en klar arvelig faktor, er det ikke ualmindeligt, at flere inden for samme familie rammes af galdesten.
Symptomer på galdesten
Sten i galdeblæren kan medføre voldsomme kolikagtige smerter af timers varighed. Smerterne er lokaliseret under højre ribbenskant, evt. med udstråling til ryggen. Smerteanfaldet er hyppigt ledsaget af kvalme og evt. opkastning.
I sjældne tilfælde kan en sten, der vedvarende blokkerer udløbet fra galdeblæren, medføre akut galdeblærebetændelse og derved nødvendiggøre en hurtig operation.
Enkelte får gulsot i forbindelse med galdesten. Det skyldes, at en eller flere af stenene kan bevæge sig ned i de dybe galdegange og blokere disse. I langt de fleste tilfælde sidder stenene kun i galdeblæren.
Undersøgelse for galdesten
Galdesten påvises normalt ved en ultralydsscanning. Der tages endvidere blodprøver, hvor specielt levertallene er af betydning.
Hvis der er påvirkning af levertallene, eller udvidede galdegange ved ultralydsscanning, vil man undersøge, om der er sten i galdegangen. Dette foretages enten ved:
- Ultralydsscanning via et gastroskop (endoskopisk ultralydsscanning)
- MRCP (magnet-scanning af galdegangen)
- Røntgenundersøgelse af galdegangen under galdestensoperationen
Behandling af galdesten
Stenene dannes i selve galdeblæren, som er en del af sygdommen, og derfor behandles galdesten altid med en operation, hvor både sten og galdeblære fjernes. Når galdeblæren er væk, forsvinder symptomerne i langt de fleste tilfælde.
Efterlades galdeblæren vil der hurtigt dannes sten igen. Kun i sjældne tilfælde opstår sidenhen sten i selve galdegangen. Dette skyldes formentlig stenkorn, der er passeret fra galdeblæren til galdegangen og derefter er tiltaget i størrelse dér.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 5. januar 2024. Alle priser er vejledende. Moms er inkluderet i priser for momspligtige ydelser.