Behandling af atrieflimmer
Atrieflimmer kan behandles effektivt med ablation også kaldet RFA-behandling eller radiofrekvensablation. Behandling gør langt de fleste symptomfrie uden medicin og giver livskvaliteten tilbage. Vi har kun meget kort ventetid.
Hvad er atrieflimmer?
Atrieflimmer er den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse. Omkring 2 % af befolkningen i Skandinavien har anfaldsvis eller kronisk atrieflimmer. Risikoen for at udvikle atrieflimmer øges betydeligt med alderen, og mere end hver 10. dansker over 70 år lider af atrieflimmer.
Lidelsen forekommer også hyppigere hos folk med diabetes, forhøjet blodtryk, visse stofskiftesygdomme eller andre hjertesygdomme.
Udover at mange oplever en nedsat livskvalitet, øger hjerteflimmer også risikoen for blodpropper i hjernen og udvikling af hjertesvigt.
Hvordan udløses atrieflimmer?
Atrieflimmer udløses oftest pga. ekstraslag fra hjertets forkamre. Ekstraslagene opstår oftest i nærheden af lungevenerne, der leder det iltede, friske blod fra lungerne tilbage til hjertet. De elektriske impulser forstyrrer den normale, regelmæssige hjerterytme, så forkamrene "flimrer" imens selve hjertekamrene slår hurtigt og uregelmæssigt.
Symptomer på atrieflimmer
De mest almindelige symptomer på atrieflimren er hjertebanken, uregelmæssig puls, åndenød, træthed, svimmelhed og brystsmerter. Ved atrieflimmer kan hjertet undertiden slå op til 150 - 200 slag pr. minut mod normalt 60 - 90 slag i minuttet. Mange oplever så mange gener, at de ikke kan arbejde eller foretage dagligdags opgaver.
Der findes tre typer atrieflimmer:
- Relativt korte anfald: Varer ofte mindre end 1 døgn, men kan i visse tilfælde vare i op til 1 uge. Det går altid over af sig selv
- Længere anfald: Går ikke over af sig selv uden behandling. Kan oftest behandles med elektrisk stød i bedøvelse (DC-konvertering) eller visse former for medicin
- Kronisk artrieflimmer: Her kan den normale hjerterytme ikke genetableres med medicin eller stød
Hvordan stillles diagnosen?
Speciallægen kan diagnosticere atrieflimmer vha. et elektrokardiogram (EKG). Hvis der ikke aktuelt er atrieflimmer, kan man foretage en langtids-EKG-optagelse, ofte over flere døgn (R-test eller Holtermonitorering) for at fange et anfald. Speciallægen kan være i tvivl om, om et EKG viser atrieflimmer. Andre rytmeforstyrrelser fx atrieflagren kan ligne det, men behandlingen kan være en anden. Det er grunden til, at vi gerne vil se et eller flere EKG-er under anfald.
Behandling af atrieflimmer
Behandlingen af atrieflimmer afhænger af symptomernes sværhedsgrad og typen af atrieflimmer. Nogle kan behandles med medicin, men en del kan ikke behandles tilfredsstillende med medicin enten pga. utilstrækkelig effekt, uacceptable bivirkninger eller hvis de af anden grund ikke ønsker langvarig medicinsk behandling.
Til disse personer kan vi tilbyde en Radiofrekvensablation (RFA-behandling). RFA-behandling er blevet standardbehandling inden for atrieflimmer.
Vi har meget kort ventetid på RFA-behandling, så vi finder nemt en tid, der passer dig.
RFA-behandling i fuld bedøvelse
På Aleris foretager vi som et af de få hospitaler i Danmark udelukkende ablation for hjerterytmeforstyrrelser (RFA) i fuld bedøvelse. Det betyder, at vi kan arbejde mere præcist, og effekten af behandlingen er derfor dokumenteret bedre. Samtidig er det langt mere behageligt for dig som patient, da du har det bedre umiddelbart efter behandlingen.
Formålet med RFA-behandling er at neutralisere de unormale impulsdannelser i de hjertemuskelceller, som er skyld i hjertetrytmeforstyrrelsen. Mange vil herefter være helbredt for hurtig hjerterytme.
Ca. 30 % af dem som bliver behandlet skal igennem 2 operationer, før det optimale resultat er opnået. Ved anfaldsvis atrieflimmer kan langt de fleste (80 % eller mere) forvente at blive enten helt fri for anfald eller opleve markant færre og mildere anfald uden behov for medicin.
Knapt 20% vil over en kortere årrække få behov for at supplere med medicin eller at gennemgå endnu en RFA-behandling.
Hvis din atrieflimmer er længerevarende og har krævet stød eller medicin for at "slå om" til normal rytme, er forventningerne til behandlingen noget mere varierende og afhænger af andre forhold ved hjerte og kredsløb. Læs mere om RFA-behandling
RFA-behandlingen udføres af en meget erfaren specialist inden for hjerterytmeforstyrrelser, overlæge René Husted Worck.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 5. januar 2024. Alle priser er vejledende. Moms er inkluderet i priser for momspligtige ydelser.
Sådan fungerer dit hjerte
Hjertet er opbygget af muskelvæv. Det er en udholdende trykpumpe, som konstant forsyner vores organer med blod og derigennem giver kroppen ilt og næring.