Fuld bedøvelse
Ved fuld bedøvelse er du bevidstløs og sover smertefrit uden tidsfornemmelse.
Du får sprøjtet bedøvende medicin i droppet (plastikrøret) på hånden og falder i søvn i løbet af få minutter. Herefter sover du smertefrit under hele operationen og har ikke nogen fornemmelse for tiden.
Anæstesipersonalet er til stede under hele operationen og sørger for, at du sover sikkert og smertefrit. De overvåger hele tiden din puls, blodtryk, temperatur og vejrtrækning.
Når operationen er slut, afsluttes bedøvelsen. I de fleste tilfælde er du helt vågen få minutter efter, at operationen er afsluttet. Vi giver smertestillende samt evt. kvalmestillende medicin i droppet, så dine bivirkninger minimeres efter operationen.
Efter operationen
De første timer efter operationen overvåger vores erfarne sygeplejersker dig med avanceret monitoreringsudstyr, mens du gradvis kommer til dig selv.
Mulige bivirkninger
De fleste kommer sig hurtigt efter bedøvelsen. Du vil ofte føle dig træt og døsig. Nogle patienter får kvalme og opkastning i forbindelse med bedøvelse. Er dette tilfældet, får du yderligere kvalmestillende medicin. Andre bivirkninger kan være svimmelhed, ondt i halsen og hovedpine. De fleste af disse bivirkninger kan behandles med medicin og forsvinder som regel efter et døgn. Der er ofte smerter efter en operation og for at minimere disse, starter smertebehandlingen allerede før operationen.
Mulige komplikationer
Med moderne anæstesimidler og overvågningsudstyr er det meget sikkert at blive bedøvet. For nogle personer er risikoen for komplikationer i forbindelse med bedøvelse og operationen højere. Det gælder fx hvis du lider af en hjerte-, kredsløbs- eller lungesygdom. Hvis der er nogle specielle risikofaktorer for dig, vil anæstesilægen drøfte det med dig inden operationen.
Der kan forekomme uventede reaktioner på bedøvelsesmidler, men det er uhyre sjældent. Har du eller en anden i din familie oplevet komplikationer i forbindelse med bedøvelse, er det vigtigt, at du fortæller anæstesipersonalet det.