Vi kårer Årets Førstehjælper 2022
Hvem løber med prisen som Årets Førstehjælper 2022? Det bliver afgjort torsdag d. 27. januar, når Aleris sammen med Røde Kors hylder tre af hverdagens superhelte, som med hurtig førstehjælp gjorde forskellen mellem liv og død.
Igen i år hylder Aleris sammen med Røde Kors alle de danskere, som i årets løb har gjort en kæmpe forskel for et andet menneske ved at yde livreddende førstehjælp. Prisoverrækkelsen foregår d. 27. januar, hvor den værdige vinder modtager en pris på 10.000 kroner, sponsoreret af Aleris Hospitaler.
Flere og flere danskere kan redde liv
Hvert år får ca. 5.000 danskere hjertestop uden for landets hospitaler. Det svarer til ca. 14 personer hver dag, viser de nyeste tal fra Dansk Råd for Genoplivning (2020). Chancen for at overleve et hjertestop falder med ca. 10 procent pr. minut, hvis ikke der bliver gjort noget.
I dag er der heldigvis mange flere danskere, som kan livreddende førstehjælp. De nyeste tal viser, at vidner træder til med livreddende førstehjælp i 79% af alle tilfælde af hjertestop, før ambulancen kommer. Det er en firedobling i forhold til 2001, hvor kun 19% trådte til. Det betyder, at overlevelsen er firedoblet fra 3,9 % i 2001 til 16% i 2019.
Danskerne tager hjertestarterne i brug
I dag får 11% af hjertestoppatienterne stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, men mange flere ville kunne overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere danskere kunne give hjertelungeredning og bruge en af de 20.500 hjertestartere, som i dag er registreret på hjertestarter.dk.
Tilmeld dig et førstehjælpskursus
Ville du kunne give førstehjælp, hvis en person pludselig falder om med et hjertestop derhjemme eller på gaden? Hvis svaret er nej, håber vi, at du vil tilmelde dig et førstehjælpskursus.