Vi kårer Årets Førstehjælper 2021
Hvem løber med prisen som Årets Førstehjælper 2021? Det bliver afgjort torsdag d. 11. marts, når Aleris-Hamlet sammen med Røde Kors hylder tre af hverdagens superhelte, som med hurtig førstehjælp gjorde forskellen mellem liv og død.
Igen i år hylder Aleris-Hamlet sammen med Røde Kors alle de danskere, som i årets løb har gjort en kæmpe forskel for et andet menneske ved at yde livreddende førstehjælp. Prisoverrækkelsen foregår d. 11. marts, hvor den værdige vinder modtager en pris på 10.000 kroner, sponsoreret af Aleris-Hamlet Hospitaler.
De tre nominerede vil blive præsenteret på vores sociale medier i løbet af uge 9.
Flere og flere danskere kan redde liv
Hvert år får ca. 5.000 danskere hjertestop uden for landets hospitaler. Det svarer til ca. 14 personer hver dag, viser de nyeste tal fra Dansk Råd for Genoplivning (2020). Chancen for at overleve et hjertestop falder med ca. 10 procent pr. minut, hvis ikke der bliver gjort noget.
I dag er der heldigvis mange flere danskere, som kan livreddende førstehjælp. De nyeste tal viser, at vidner træder til med livreddende førstehjælp i 79% af alle tilfælde af hjertestop, før ambulancen kommer. Det er en firedobling i forhold til 2001, hvor kun 19% trådte til. Det betyder, at overlevelsen er firedoblet fra 3,9 % i 2001 til 16% i 2019.
Danskerne tager hjertestarterne i brug
I dag får 11% af hjertestoppatienterne stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, men mange flere ville kunne overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere danskere kunne give hjertelungeredning og bruge en af de 20.500 hjertestartere, som i dag er registreret på hjertestarter.dk.
Der er derfor god grund til at tilmelde sig et førstehjælpskursus.
Tilmeld dig et førstehjælpskursus
Ville du kunne give førstehjælp, hvis en person pludselig falder om med et hjertestop derhjemme eller på gaden? Hvis svaret er nej, håber vi, at du vil tilmelde dig et førstehjælpskursus.
Fakta om førstehjælp
- 5.000 mennesker i Danmark rammes hvert år af hjertestop uden for landets hospitaler
- Ca. 74% fik hjertestop i private hjem. 26% i det offentlige rum
- 16% overlever i dag hjertestop uden for hospital
- Overlevelsen i hjemmet er 11%, mens den i det offentlige rum er ca. 31%
- For hvert minut der går, fra en person får hjertestop, falder overlevelseschancerne med 10 %, hvis der ikke ydes livreddende førstehjælp
- 11% af dem, som overlever hjertestop har alvorlige mén
- 4 ud af 5 danskere over 18 år har været på førstehjælpskursus heraf 24% inden for de seneste 2 år (2018)
- Knap halvdelen af danskerne er instrueret i at bruge en hjertestarter
(Kilde: Hovedstadens akutberedskab, genoplivning.dk, Dansk Råd for Genoplivning, Trygfonden & Dansk Hjertestopregister)