Vi kårer Årets Førstehjælper 2020
Hurtig førstehjælp gør forskellen mellem liv og død. Igen i år hyldes hverdagens helte, når Aleris-Hamlet sammen med Røde Kors kårer Årets Førstehjælper d. 3. juli 2020.
Offentliggjort 17.06.20
Hvert år får ca. 5.400 danskere hjertestop uden for landets hospitaler. Det svarer til ca. 15 personer hver dag, viser de nyeste tal fra Dansk Råd for Genoplivning (2018). Hvad mange nok ikke ved er, at 3 ud af 4 hjertestop rent faktisk sker i hjemmet.
I dag er der heldigvis mange flere danskere, som kan livreddende førstehjælp. De nyeste tal viser, at vidner træder til med livreddende førstehjælp i 77% af alle tilfælde af hjertestop, før ambulancen kommer. Det er en firedobling i forhold til 2001, hvor kun 19% trådte til. Det betyder, at overlevelsen i samme periode er firedoblet fra 3,9 % i 2001 til 16% i 2018.
Og mange flere ville kunne overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere danskere kunne give hjertelungeredning og bruge en af de 20.400 hjertestartere, som i dag er registreret på hjertestarter.dk.
Chancen for at overleve et hjertestop falder med ca. 10 procent pr. minut, hvis ikke der bliver gjort noget. Omvendt er chancen for at overleve ca. tre gange større, hvis nogen i nærheden giver hjertelungeredning, indtil ambulancen når frem.
Der er derfor god grund til at tænke over, hvem kan redde dig, hvis du falder om med et hjertestop i hjemmet eller til idrætsaktiviteter?
Vi kårer Årets Førstehjælper 2020
Hver år hylder Aleris-Hamlet sammen med Røde Kors alle de danskere, som i årets løb har gjort en kæmpe forskel for et andet menneske ved at yde livreddende førstehjælp.
Prisoverrækkelsen foregår d. 3. juli. Denne dag vil den værdige vinder blandt de 3 nominerede modtage en pris på 10.000 kroner, sponsoreret af Aleris-Hamlet Hospitaler.
De nominerede til Årets Førstehjælper er:
46-årige Jan Jacobsen, der bevarede roen og reddede sin søn Victor Jacobsen, da Victor faldt om med hjertestop i genboens have. Læs hele historien her
32-årige Chano Hansen, der gav sin stedfar Søren Hansen førstehjælp i 15 minutter, da Søren fik hjertestop under en familiefødselsdag i Store Fuglede. Læs hele historien her
43-årige Rasmus Pander, der tog styringen og ydede førstehjælp på sin træningsmakker Mogens Husted Hansen, da han faldt om til ishockeytræning. Læs hele historien her
Tilmeld dig et førstehjælpskursus
Ville du kunne give førstehjælp, hvis en person pludselig falder om med et hjertestop derhjemme eller på gaden? Hvis svaret er nej, håber vi, at du vil tilmelde dig et førstehjælpskursus.
Fakta om førstehjælp
- 5.400 mennesker i Danmark rammes hvert år af hjertestop uden for landets hospitaler
- 76% fik hjertestop i private hjem. 24% i det offentlige rum
- 16% overlever i dag hjertestop
- Overlevelsen i hjemmet er 11%, mens den i det offentlige rum er ca. 32%
- For hvert minut der går, fra en person får hjertestop, falder overlevelseschancerne med 10 %, hvis der ikke ydes livreddende førstehjælp
- Kun 11% af dem, som overlever hjertestop har alvorlige mén
- 4 ud af 5 danskere over 18 år har været på førstehjælpskursus heraf 24% inden for de seneste 2 år
- Knap halvdelen af danskerne er instrueret i at bruge en hjertestarter
(Kilde: Hovedstadens akutberedskab, genoplivning.dk, Dansk Råd for Genoplivning, Trygfonden & Dansk Hjertestopregister)