Tre vindere af Årets Førstehjælper 2022
I samarbejde med Røde Kors kårer Aleris i dag vinderen af Årets Førstehjælperpris 2022. Se her, hvem vinderne er, og hvorfor de har vundet.
Kollegaerne Allan og Jan er sammen med hjerteløberen Rasmus nominerede til Årets Førstehjælperpris. I fællesskab ydede de livreddende førstehjælp på Henry, da han fik en blodprop i hjertet på hans arbejdsplads i Odense.
Årets førstehjælper 2022
Jan og Allan handlede instinktivt og samtidig med at de fik ringet 112, gik de med det samme i gang med at lave hjerte-lunge-redning på Henry. På et kontor ikke langt derfra gik hjerteløberalarmen i gang på Rasmus’ telefon. Også han reagerede på et splitsekund. Han fik fat i en hjertestarter og ankom på få minutter til Unicon, hvor han nåede at give Henry to stød med hjertestarteren, inden ambulancen nåede frem.
Den indsats har gjort, at Røde Kors og Aleris Hospitaler har kåret de tre mænd som vinder af Årets Førstehjælper 2022. Med prisen følger en check på 10.000 kr.
”Alle tre gjorde det helt rigtige. De fik lynhurtigt konstateret, at Henry ikke var ved bevidsthed og gik med det samme i gang med at yde hjerte-lunge-redning. Samtidig fik de tilkaldt både ambulance og hjerteløber, som nåede frem på kort tid. Det er meget imponerende og et flot samarbejde,” siger Ole Mazur Hendriksen, der er lægefaglig direktør for Aleris Hospitaler.
”Jeg er dem alle tre dybt taknemlige”
”I de efterfølgende dage svævede jeg mellem liv og død, inden jeg lykkeligvis blev stabil igen. Da lægerne tog mig ud af komaen, kunne jeg lige så godt være vågnet op som en grøntsag,” siger Henry.
Det var heldigvis ikke tilfældet. Henry vågnede op og havde det efter omstændighederne godt.
”Lige nu er jeg sygemeldt, men jeg kommer igennem dagene ved at tænke på, at mine kollegaer venter på mig. Havde det ikke været for Jan, Allan og Rasmus havde jeg enten siddet i en kørestol eller ligget i jorden. I stedet står jeg her i dag. Det er jeg dem meget taknemlige for,” fortæller en tydeligt berørt Henry.
Henry er lige nu sygemeldt fra sit arbejde, men glæder sig til at komme tilbage til Jan og Allan og de andre kolleager.