Aleris-Hamlet Ringsted og Ryg & Sportsklinikken indgår samarbejde
Nyt samarbejde skal give optimale betingelser for de ortopædkirurgiske patienter på Aleris-Hamlet Ringsted og i Ryg og Sportsklinikken.
D. 1. september åbner Ryg og Sportsklinikken en afdeling hos Aleris-Hamlet i Ringsted. Aftalen betyder, at Ryg og Sportsklinikken fra denne dato vil varetage den fysioterapeutiske behandling af patienter, der har fået nyt knæ, hofte, en rygoperation, eller patienter som indgår i medicinske rygforløb på Aleris-Hamlet Ringsted.
Ryg og Sportsklinikken vil ved siden af arbejdet med patienter fra Aleris-Hamlet Ringsted drive en selvstændig afdeling af Ryg og Sportsklinikken i lokalerne hos Aleris-Hamlet Ringsted.
” Vi er glade og stolte over aftalen med Aleris-Hamlet Ringsted, som giver vores patienter unikke muligheder for et optimalt forløb. Vi vil fortsætte vores succes fra klinikken i Sorø, hvor vi hver uge ser i omegnen af 200 patienter med forskellige former for rygproblemer. Ud over de individuelle behandlinger vil Ryg og Sportsklinikken fokusere på holdtræning. Vi har 15 ugentlige ryghold i Sorø og vil tilbyde det samme i Ringsted, så der er holdtræning til alle niveauer”, udtaler Malene Busk, ejer af Ryg og Sportsklinikken
Også hos Aleris-Hamlet Ringsted er der stor tilfredshed med den nye aftale, som giver en fast tilstedeværelse af fysioterapeuter på privathospitalet i Ringsted.
”Vi ser frem til at tage imod Ryg og sportsklinikken på vores hospital i Ringsted. Jeg ser et godt potentiale og nogle helt åbenlyse synergier for begge virksomheder, hvor det tværfaglige samarbejde med vores erfarne reumatologer, ortopædkirurger og rygkirurger vil være til gavn for kunderne/patienterne”, siger hospitalschef Lone Dahl.