En påstand bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget mange gange
Debatten om offentligt-privat samarbejde på sundhedsområdet er i høj grad styret af antagelser og følelser, som ikke er funderet i virkeligheden.
Af: Michael Gram Kirkegaard, CEO Aleris Danmark
Der sker ingen udhuling af den offentlige behandlingskapacitet, og der spindes ikke guld på privathospitalerne, der aldrig har hjulpet flere danskere end i 2022.
I Berlingske d. 1. februar kan man læse, at Sundhedsminister Sofie Løhde er åben overfor en vurdering af, om privathospitaler kan udføre flere specialiserede behandlinger. Samtidig tilkendegives både vilje og behov for at afsøge, om privathospitalerne, som et led i regeringens akutplan, kan hjælpe flere patienter.
Det er positive udmeldinger fra Sundhedsministeren. Ikke mindst for de mange danskere, der står på ventelister og ikke har udsigt til behandling inden for overskuelig fremtid. Men også udmeldinger, som møder skepsis fra flere sider.
Tillad mig at komme med relevant fakta, som kan nuancere debatten om offentlig-privat samarbejde på sundhedsområdet, og hvilke bidrag privathospitaler faktisk leverer til behandling af danske patienter:
- Der er i 2022 behandlet 236.000 danskere på privathospitaler. Det er 63% flere end i 2019, og privathospitalerne står fx for 10% af alle planlagte operationer i Sundhedsvæsenet. Det vel at mærke med under 1% af de danske sygeplejersker beskæftiget på privathospitalerne.
- Privathospitalerne er et effektivt supplement på både kirurgiske og medicinske specialer, uden at dette har betydet en personaleflugt til privathospitalerne og deraf følgende udhuling af den offentlige behandlingskapacitet.
- Privathospitalerne er billige pr. behandling. Uanset om vi ser på takster under det udvidede frie sygehusvalg (DUF), eller takster i udbudsaftaler indgået med regionerne, så sparer regionerne ofte mellem 25 og 50% pr. behandling.
- Privathospitalerne spinder ikke guld. Lidt opsøgende journalistik på offentligt tilgængelige data, vil således afdække en branche, hvor taksterne har været faldende set over en årrække, og hvor det kræver store indsatser overhovedet at undgå tab. Det ledelsesmæssige fokus, som i mange andre virksomheder, er derfor på at få høj kvalitet, stolthed og effektivitet til at gå hånd i hånd
- Privathospitalerne leverer allerede nu specialiserede behandlinger på en række områder. Det har dog siden 2017 været stort set umuligt at komme igennem med ansøgninger, selv om kompetencer er til stede, og behandlingsbehovet stort.
- Kapacitet og kompetencer er til stede, så vi kan løfte flere specialiserede indsatser patientsikkert og effektivt uden at underminere et stærkt og højt specialiseret offentligt sygehusvæsen.
- Privathospitalerne har inviteret til dialog med regionerne og Sundhedsministeriet, fordi vi ønsker at tage yderligere ansvar for uddannelse, så vi også i fremtiden har ét af verdens bedste sundhedssystemer. Vi bidrager allerede nu til uddannelsen af sygeplejersker og sundhedsadministrative koordinatorer, ligesom vi også kan bidrage mere på lægeuddannelserne.
Man kan få det fejlagtige indtryk, at privathospitalerne spinder guld på krisen i det offentlige sundhedsvæsen, når vi ofte skal høre om, hvor mange penge, der betales. Det vil være befordrende for debatten, hvis udgangspunkter er, hvor meget sundhed danskerne og et samlet sundhedsvæsen får ud af den enkelte skattekrone, og hvordan vi sikrer effektiv udnyttelse af både offentlig og privat kapacitet. Hvor mange patienter er rent faktisk hjulpet via det private, og hvordan ville det se ud, hvis der ikke eksisterede et godt samarbejde på tværs af offentlig og privat sektor?