LUP 2023 viser fortsat høj patienttilfredshed hos Aleris
Årets Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP 2023) viser igen i år, at vi på Aleris kan være stolte af vores service-, kvalitets- og informationsniveau. Aleris Hospitaler scorer over landsgennemsnittet på samtlige parametre for indlagte patienter henvist fra det offentlige.
Hvad er LUP 2023?
Hvert år gennemføres den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) for Danmarks fem regioner, hvor mange af regionernes patienter inviteres til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen har en høj svarprocent og giver derfor solid viden om, hvad patienterne oplever fungerer godt, og hvad der kan forbedres. Resultaterne bruges både af hospitalsledelsen og ude på de enkelte afdelinger med det fælles mål at skabe en endnu bedre patientoplevelse for den enkelte og de pårørende.
Flotte placeringer til Aleris
I LUP 2023 er Aleris blevet målt på forskellige parametre herunder patienttilfredshed, personalets imødekommenhed og informationsniveau. Undersøgelsen viser, at 97 % er tilfredse med deres behandling, 98 % oplever personalet som venligt og imødekommende og 92 % føler de modtog den information, de havde behov for. Det er også værd at hæfte sig ved, at 95 % af patienterne oplever, at deres læge tager et overordnet ansvar for deres samlede forløb. Derudover oplever 92 % af patienterne, at der bliver spurgt ind til deres sygdom, og at de inddrages i beslutninger, der vedrører deres undersøgelse og videre behandling. I nedenstående grafik ses udvalgte resultater for Aleris sammenlignet med landsgennemsnittet.
Tryghed hos Aleris
Det flotte resultat taler ind i Aleris´ kundeløfte om, at vores patienter altid skal føle sig velkomne og trygge. ”Det er afgørende, at vi opfattes som imødekommende og formår at skabe tryghed i kontakten med patienten. Vi er utroligt glade for og stolte over, at hele 97 % af patienterne er tilfredse med behandlingen hos os, og ikke mindst at hele 95 % oplever, at der bliver taget et overordnet ansvar for deres samlede forløb i mødet med Aleris”, siger Rikke Marthinsen, kvalitets- og udviklingschef hos Aleris.
En henvist patient, Heidi fortæller:
”Jeg vil gerne takke for en fantastisk behandling af alle, jeg har mødt hos jer – både i telefonen og ved mine besøg. I har udvist stor professionalisme, empati, nærvær og godt humør – også på operationsstuen og opvågningen. Min kirurg har med en blanding af pondus og optimisme været en kæmpe støtte i en langvarig, smertefuld og psykisk hård proces. Hun tog sig af mig på den bedst mulige måde og fik mig igennem to operationer, hvor jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl om at være i de bedste hænder. Jeg er virkelig glad for, at jeg kom til jer fantastiske mennesker!”
Vi glæder os over de flotte resultater i LUP 2023 og fortsætter det daglige kvalitets- og udviklingsarbejde, så vi kontinuerligt kan optimere vores patientforløb.
Læs mere om LUP og download rapporter for 2023 »