Løsningen på sundhedsvæsenets krise er ikke flere myter i debatten
Ingen borgere har gavn af at bruge måneder og år på en venteliste, mens operationsstuerne står tomme på privathospitaler. Derfor må det offentlige sundhedsvæsen samarbejde med det private.
Der er nok at tage fat på for sundhedsminister Sophie Løhde (V), hvilket pointeres grundigt i Informations leder den 7. august 2023 af Louise Schou Drivsholm. Netop derfor er det så ærgerligt at holde fast i kunstige konfliktlinjer mellem offentlige og private aktører på sundhedsområdet – for hvis vi vil løse problemerne i det danske sundhedsvæsen, må vi stå sammen.
Derfor er der brug for at komme nogle myter til livs, når det kommer til samarbejdet mellem offentlige og private hospitaler. Drivsholm skriver for eksempel: »Konkurrencen er skæv, fordi det offentlige – i modsætning til privathospitalerne – er tvunget til at tage sig af de tungeste patienter, udføre de dyreste behandlinger, uddanne medicinstuderende og forske.«
For det første har vi som privathospital også tunge patienter. De fleste patienter hos os i Aleris kommer fra det offentlige sygehusvæsen via henvisninger, og her kommer også patienter med komplekse sygdomsbilleder.
For det andet har vi på privathospitaler en stor volumen og en lavere pris på en række behandlingsområder. Det betyder, at vi hurtigt kan afhjælpe ventelisterne i det offentlige og reelt bidrage til at frigive midler i det offentlige til at tage sig af andre områder som for eksempel kræft- og intensivområdet.
For det tredje har vi på privathospitalerne også forskning og investerer massivt i udvikling af både behandlingsmetoder, digitale løsninger og udstyr, som direkte kommer patienterne til gavn.
Sidst, men ikke mindst, består udfordringen for en rimelig fordeling af uddannelsesopgaven i, at Danske Regioner ikke har villet diskutere muligheder for, at de private hospitaler skal bidrage til den lægelige uddannelse. Men vi vil hellere end gerne bidrage til at uddanne langt flere medarbejdere til at løse den rekrutteringsudfordring, som så rigtigt findes både nu og i særdeleshed i årene fremover.
Der er så meget, vi kan samarbejde om mellem offentlige og private hospitaler. Vi kan i højere grad udnytte hinandens styrker gennem tætte, forpligtende aftaler. Jo mere vi samarbejder, jo mere vil det være til gavn for patienterne. Der er ingen borgere, som har gavn af at bruge yderligere måneder og år på en venteliste, mens operationsstuerne står tomme på private hospitaler.
Lad os begrave myterne en gang for alle – for patienternes og vores fælles sundhedsvæsens skyld.