Løftet om gratis fertilitetsbehandling risikerer at blive tomt
Politiken bragte onsdag d. 13. marts dette læserbrev af CEO Michael Gram Kirkegaard. Her italesætter han behovet for en behandlingsgaranti inden for fertilitetsbehandling samt optimal udnyttelse af den private kapacitet, hvis ventetiden ikke skal eksplodere, når regeringen giver mulighed for gratis fertilitetsbehandling til andet barn også.
Fertiliteten i Danmark er dalende, og det betyder, at flere par har brug for hjælp, når de gerne vil være forældre. Hvert ottende barn i Danmark kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, og i Region Hovedstaden oplever hvert femte borger problemer med at få børn. Derfor var det glædeligt, da statsministeren i sin nytårstale meddelte, at regeringen vil gøre fertilitetsbehandling gratis ved andet barn også.
Men hvis det skal gøre en reel forskel for dem, der har brug for fertilitetsbehandling, kræver det, at regeringen er villig til at stille garantier. Hos Aleris oplever vi, at par bl.a. vælger os til - også ved første barn - fordi ventelisterne i det offentlige er for lange. Frustrationerne over ventetiden kan blive så store, at man hellere vil betale af egen lomme end at vente på gratis behandling i det offentlige.
Når du beslutter dig for, at du gerne vil være forælder, så kommer det før alt andet. Det er en sensitiv og magtesløs position, når det ikke lykkes naturligt. Dem, der har råd, går til det private og dem, der ikke har råd, må vente på at komme til i det offentlige sundhedsvæsen. Der er derfor en risiko for, at løftet om gratis fertilitetsbehandling til andet barn forbliver tomt, hvis ikke det følges op af en garanti, der sikrer, at man får hjælp inden for rimelig tid. I det private står vi klar til at tage imod de kommende forældre, som det offentlige ikke har kapacitet til at hjælpe inden for rimelig tid, men det kræver, at det offentlige sundhedsvæsen giver os lov.
Aleris vil hjertens gerne hjælpe endnu flere håbefulde par, end vi allerede gør. Hvis regeringen mener det alvorligt, så udnytter de den kapacitet, som vi besidder i det private, så flere par kan modtage gratis fertilitetsbehandling hurtigt. Hvis ikke, risikerer vi, at det fortsat bliver dem, der har råd, der modtager behandling hurtigt og godt - og dem, der ikke har råd, der må vente urimeligt lang tid.