Kender du Masanga Hospitalet?
10.05.2019 Aleris ønsker at tage et samfundsansvar og gøre en forskel. Derfor har vi gennem flere år økonomisk støttet Masanga Hospitalet, som arbejder på at sikre lige adgang til sundhedsydelser i Sierra Leone.
I Danmark har vi et stort sikkerhedsnet, og alle har lige adgang til sundhedsydelser og lægehjælp, men sådan er det desværre ikke alle steder i verden.
Derfor støtter Aleris Masanga Hospital Rehabilitation Project i Sierra Leone. Projektet faciliteres af den danske NGO Masanga DK, som er en forening af frivillige, der arbejder for at fattige i Sierra Leone kan få lige adgang til sundhed og uddannelse.
Uddannelse er vejen frem
Masanga Hospital Rehabilitation Projects vision er at skabe vækst og udvikling. Dette gør de ved at skabe lige adgang til sundhedsydelser samt via sundhedsuddannelser at give lokalbefolkningen de nødvendige kompetencer til selv at drive projektet fremover.
Masanga DK har oprettet et velrenommeret og bæredygtigt hospital med plads til 110 indlagte patienter i Tonkolili distriktet i Sierra Leone. For at hospitalet skal fungere kræves det, at der findes veluddannet personale. Behovet er enormt, da der er alvorlig mangel på kvalificeret sundhedspersonale i Sierra Leone. Kun 3 læger pr. 100.000 indbygger.
Derfor har Masanga DK etableret et college med i dag ca. 300 studerende i tilslutning til hospitalet, hvor der til dato er uddannet 210 sygeplejersker og 45 kirurger. Kirurgerne og de kirurgstuderende er i dag involveret i ca. halvdelen af alle de kirurgiske indgreb, som finder sted i hele Sierra Leone.
2018 facts om Masanga
- Alment hospital med ca. 2.600 patienter indlagt
- Kirurgisk afsnit med ca. 960 operationer
- Ambulant klinik, som har behandlet ca. 8.000 patienter
- Børneafdeling, som har behandlet ca. 580 børn
- Fødeafsnit med i alt 460 fødsler heraf 40 ved kejsersnit
- Akutafdeling, som håndterede ca. 750 patienter
- Øjenklinik under opbygning
- Kåret som bedste IPC hospital (Infection & Prevention Control)
- 170 ansatte fordelt på hospital og college
- College med ca. 300 studerende
- Uddannet 210 sygeplejersker og 45 kirurger til dato
- Landets første bacheloruddannelse i fysioterapi oprettet i efteråret