Håndkirurg Mohammed Jafar taler på konference
På årsmødet for Dansk Selskab for Håndkirurgi d. 23. oktober havde håndkirurg Mohammed Jafar fået den store ære at blive inviteret til at holde oplæg.
Offentliggjort 13.11.19
Emnet på årsmødet for Dansk Selskab for Håndkirurgi var i år best practise inden for behandling af slidgigt i håndleddet. Formålet var at fremlægge den eksisterende evidens for de forskellige metoder med henblik på at få et bedre overblik og mere konsensus om, hvordan vi skal behandle disse tilstande.
I den forbindelse var Aleris-Hamlets håndkirurg Mohammed Jafar, blandt andre prominente navne fra de største Universitetsafdelinger i Danmark, inviteret til at holde oplæg om behandling af slidgigt i håndleddet vha. delvis fusionering af knoglerne i håndleddet.
”Det var en stor ære at blive spurgt, da det er sjældent, at en håndkirurg fra et privathospital bliver inviteret til at holde oplæg. Jeg skulle forklare evidensen bag metoden og give et overblik over, hvilke patienter der kan have glæde af denne type operation”, siger Mohammed Jafar.
Blandt de førende i Danmark
Baggrunden for invitationen var ikke mindst, at Mohammed Jafar for nylig har opnået European Diploma In Hand Surgery, og dermed har den højeste håndkirurgisk uddannelsesgrad på verdensplan. En uddannelse, som kun tre danskere har gennemgået.
”Vi er stolte over at have en så stor kapacitet i huset, som kan sikre den højeste standard for behandling inden for håndkirurgien, siger Michael Gram Kirkegaard, viceadm. direktør og fungerende hospitalschef på Aleris-Hamlet Ringsted.