Fokus på genbrug og madspild
På vores hospital i Søborg bliver der i stor stil affaldssorteret, byttet bøger og pakket madrester til at tage med hjem til familiens både to- og firbenede.
De produkter og varer, som vi bruger i Aleris, påvirker klimaet og miljøet, både når de bliver produceret og smidt ud. Derfor er det en vigtig agenda for os at have fokus på, hvad vi kan gøre for at reducere, genbruge eller genanvende vores ressourcer, hvor det er muligt. Det er hele grundtanken bag den såkaldte ”cirkulære økonomi”, som har vundet stort indpas og gør op med 'brug-og-smid-væk'-kultur.
Vi sorterer på livet løs
På hospitalet i Søborg har man ligesom på flere af vores andre hospitaler taget denne udfordring op, og et projekt omkring affaldssortering har været i gang siden efteråret 2021, så mest muligt genanvendes herunder pap, papir, plast, glas, elektronik og bioaffald.
Første stop er varemodtagelsen, hvor der sorteres muligt pap og plast fra, inden varerne går videre ud i huset.
Næste indsatsområde har været operationsgangen, hvor der dagligt er et stort forbrug af engangsartikler, som alle er pakket sterilt i plastemballage. Derfor er der på alle operationsstuer nu opstillet affaldsstativer, som gør det muligt at sortere i hård plast, farvet blød plast og klar blød plast. Sidstnævnte er 100% genbrugeligt. Med denne indsats har vi formået at sortere 30% mere plast og 26% mere pap i 2021 end året før.
”Vi kan stort set sortere, hvad som helst, når som helst, men for at det skal blive en succes, skal alle med på vognen, og det kræver, at det er nemt i forhold til arbejdsgangene, så her er det vigtigt, at medarbejderne bliver inddraget i løsningen”, siger Leder af Serviceafdelingen på Søborg, Sammy Krogh, der håber, at det kan udbredes til endnu flere områder af hospitalet.
Madrester til to- og firbenede
Kantinen i Søborg bespiser mere end 75 medarbejdere, så lidt rester er der altid, men de går bestemt ikke til spilde. Hver dag efter frokost pakker servicemedarbejderne de overskydende rester om til madpakker til aftenvagterne og til at tage med hjem til de to- og firbenede familiemedlemmer. På den måde bliver alt brugt.
Bytte bogreolen
Dele-og genbrugstanken har også fået plads i Søborg, hvor man har opstillet en bogreol, der flittigt bruges til at finde inspiration til ny læsning. Et initiativ, som er godt i tråd med Aleris' interne facebookgruppe for køb/salg/bytte.