Det duer ikke at differentiere i patientrettighederne

Søren Brostrøm tonede i starten af september frem på skærmen og lancerede Robusthedskommissionens tyve anbefalinger til en bæredygtig sundhedssektor.

Særligt kommissionens forslag til øget brug af teknologi samt forebyggelse af sygdomme fortjener anerkendelse og åbner op for nye, innovative løsninger i sundhedssektoren.

Når begejstringen har lagt sig, er det dog vigtigt at være meget opmærksom på, at anbefalingerne ikke bruges til at forringe de patientrettigheder, der sørger for, at det er de syge borgere og ikke systemet, der er i centrum. 

Patientrettigheder er med til at sikre lige vilkår i sundhedssektoren, og det bør til enhver tid være hensynet til patienterne, der kommer først.

I Kommissionens rapport står der, at det blandt andet er “de udifferentierede patientrettigheder", der vanskeliggør fagligt skøn og prioritering. Det er nu ikke et billede, jeg kan genkende.

Må ikke blive en glidebane

Vi kan blive enige om, at patienter har forskellige behov for behandling, men der er en afgørende årsag til, at man har en række grundlæggende rettigheder som patient. De rettigheder har til formål at sikre, at det altid er de syge borgeres behov for behandling, der kommer først – og ikke systemets.

Nogle af de rettigheder er for eksempel behandlingsgarantien på de 60 dage, der markerer en klar og tydelig grænse for, hvor længe en patient bør vente på at få behandling.

At grænsen for nyligt er blevet rykket fra 30 til 60 dage må ikke blive en glidebane til at forværre patientrettighederne yderligere. De seneste ændringer i behandlingsgarantien er samtidig er et eksempel på differentiering i patientrettighederne, der ikke fungerer.

Der er lige nu 30 dages behandlingsgaranti på udredning og 60 dage på behandling. Det giver nogle usammenhængende patientforløb, hvor patienter venter længe mellem udredning og behandling og i mange tilfælde må forundersøgelserne gentages, for at være retvisende på behandlingstidspunktet. 

Det er både til stor gene for patienten og uhensigtsmæssig brug af ressourcerne.

En forbyggelsesdagsorden

Patientrettighederne er også med til at forebygge, at patienter ryger ud i alvorlige og ressourcekrævende forløb, som kunne være undgået. For behandler vi patienter med mindre akutte lidelser med det samme, så udvikler de sig måske ikke til mere alvorlige og krævende sygdomsforløb på længere sigt. På den måde kan en tidlig indsats både gavne patienten og potentielt spare sundhedsvæsenet for tungere, mere ressourcekrævende behandlingsforløb.

Patientrettighederne er dermed en afgørende faktor i den forebyggelsesdagsorden, som Robusthedskommissionen rejser. 

Det betrygger mig, at der er bred opbakning til patientrettighederne blandt politikerne, og sundhedsminister Sophie Løhde, har tidligere udtalt, at Sundhedsstrukturkommissionen bør komme med anbefalinger, der “understøtter frit valg og patientrettigheder i sundhedsvæsenet”. Det er jeg enig i.

Det er ikke afgørende om patienter behandles på et offentligt eller et privat hospital, men at de får god og rettidig behandling. De offentlige og private hospitaler behøver heller ikke at kunne det samme for at supplere hinanden. 

For os handler det mere om at samtænke de offentlige og de private sundhedstilbud, så vi udnytter den fulde sygehuskapacitet i Danmark i et velfærdsmix, der altid har patienterne i centrum.

Læs også indlægget her: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/aleris-danmark-det-fungerer-ikke-at-differentiere-i-patientrettighederne?utm_medium=e-mail&refid=altinget-dk-sundhed-719&SNSubscribed=true&ref=newsletter&utm_content=Altinget%20DK%20-%20Sundhed&utm_source=nyhedsbrev&utm_campaign=Altinget%20DK%20-%20Sundhed