Aleris-Hamlet kårer Årets Førstehjælper sammen med Røde Kors
16.03.19 Hurtig førstehjælp gør forskellen mellem liv og død. Igen i år hyldes hverdagens helte, når Aleris-Hamlet i samarbejde med Røde Kors kårer Årets Førstehjælper d. 4. april 2019.
4.000 mennesker i Danmark rammes hvert år af hjertestop uden for landets hospitaler, og ofte sker det i hjemmet. Der er 400% større chance for, at en person overlever, hvis der ydes livreddende førstehjælp, inden ambulancen kommer. Derfor er der alt mulig grund til at kunne livreddende førstehjælp.
Vi kårer Årets Førstehjælper
Hver år hylder Aleris-Hamlet sammen med Røde Kors alle de danskere, som i årets løb har gjort en kæmpe forskel for et andet menneske ved at yde livreddende førstehjælp. Det sker d. 4. april, hvor vi blandt 3 nominerede kårer Årets Førstehjælper, som modtager en pris på 10.000 kroner, sponsoreret af Aleris-Hamlet Hospitaler.
Du kan fra d. 27. marts møde de nominerede til Årets Førstehjælper på Aleris-Hamlets Facebook side: https://www.facebook.com/AlerisHamlet/
Tilmeld dig et førstehjælpskursus
Ville du kunne give førstehjælp, hvis en person pludselig falder om med et hjertestop derhjemme eller på gaden? Det spørgsmål bør alle danskere stille sig selv. Hvis svaret er nej, håber vi, at du vil tilmelde dig et førstehjælpskursus.
Fakta om førstehjælp
- 4.000 mennesker i Danmark rammes hvert år af hjertestop uden for landets hospitaler. Det er ca. 11 hver dag
- For hvert minut der går, fra en person får hjertestop, falder overlevelseschancerne med 10 %, hvis der ikke ydes livreddende førstehjælp
- Der er 400% større chance for, at en person overlever, hvis der ydes livreddende førstehjælp, inden ambulancen kommer
- I langt de fleste tilfælde vil der gå mere end 5 min., inden ambulancen kommer og uden for byerne helt op til 25 minutter
- Hver fjerde dansker er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at yde livreddende førstehjælp
(Kilde: Røde Kors og Trygfonden & Dansk Hjertestopregister)