Aleris og Røde Kors hædrer Årets Førstehjælper 2024
Igen i år går Aleris og Røde Kors sammen om at hylde alle de fantastiske danskere, der i det forgangne år har gjort en verden til forskel for et andet menneske ved at yde hurtig førstehjælp.
Årets Førstehjælper 2024 afsløres onsdag den 20. marts 2024, hvor den flotte indsats honoreres med en check på DKR 10.000, som Aleris Hospitaler er stolte over at sponsere.
5.000 danskere rammes af hjertestop
I Danmark rammes årligt ca. 5.000 mennesker af hjertestop uden for landets hospitaler, hvilket svarer til omkring 14 hjertestop om dagen. 75 % af disse hjertestop sker i hjemmet og de resterende 25 % sker i det offentlige rum. Hvis et menneske med hjertestop ikke modtager førstehjælp inden for de første 10 minutter vil de fleste af os enten dø eller få varige mén. For hvert minut der passerer uden genoplivning, falder chancen for overlevelse med 10 %, og efter ikke mere end 6 minutter uden hjælp er der risiko for hjerneskade.
Danskerne træder til, når det gælder
I dag er der heldigvis mange danskere, der kan give livreddende førstehjælp, og vi ligger blandt de lande i verden, hvor flest skrider til handling ved tilfælde af hjertestop. Tal fra 2022 viser, at danskerne træder til med livreddende førstehjælp i næsten 80 % af alle tilfælde af hjertestop uden for hospital. Det er en firedobling i forhold til 2001, hvor kun 19 % trådte til.
Seneste data fra 2022 viser, at 13,2 % af hjertestoppatienterne stødes med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, men mange flere ville kunne overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere danskere kunne give hjertelungeredning og bruge en af de 25.963 hjertestartere, som i dag er registreret på hjertestarter.dk.
Tak til alle hverdagen helte
Følg med på vores Facebook-profil og mød de nominerede til Årets Førstehjælper 2024. Til alle I andre, der har gjort forskellen mellem liv og død, siger vi af hjertet tak for jeres hurtige og fantastiske indsats!
Kilder: Dansk Råd for Genopliving (DRG) & TrygFonden