Aleris og Nordsjællands Hospital sammen om indsamling af data til optimering af patientforløb
Aleris og Nordsjællands Hospital er gået sammen om indsamling af data for at optimere det enkelte patientforløb, da sundhedsvæsenets ressourcer skal anvendes optimalt.
Publiceret d. 10. maj 2024
Kai Lange er speciallæge i anæstesi og klinisk professor med ansvar for forskning i og udvikling af anæstesien på Nordsjællands Hospital. Han er desuden tilknyttet Aleris Hospitaler og har med sit projektteam igangsat et fælles dataindsamlingsprojekt mellem det private og det offentlige sundhedsvæsen qua projektet ”Optimering af hofte- og knæalloplastik-forløb”, der støttes med midler fra AlerisFonden.
Projektets formål er at indsamle data, der belyser, hvordan rygbedøvelse påvirker patientforløbet for kirurgiske hofte- og knæpatienter – og i sidste ende vurdere, om metoden er entydigt egnet til fast track forløb, hvor patienten udskrives samme dag, som operationen er foretaget.
Kai fortæller: ”Rygbedøvelse er en god bedøvelse, ikke mindst for de mere skrøbelige patienter. Problemet med rygbedøvelse er dog, at den ofte er længe om at forlade kroppen, hvilket forhindrer patienten i at komme hurtigt i gang med genoptræning og dermed også forsinker udskrivelsen. Hurtig mobilisering er lidt et mantra i vores verden, da det alt andet lige er bedst at komme hurtigt op og i gang – både i forhold til minimering af komplikationer og bedring af smerter”.
Data fra flere end 1.000 patienter
Projektet er igangsat og vil løbe over de næste 12 måneder, hvor data indsamles fra flere end 1.000 patienter fordelt på Aleris Ringsted og Nordsjællands Hospital. De indsamlede data vil efterfølgende blive analyseret for sammenhængen mellem mængde og type af bedøvelsesmiddel holdt op imod bedøvelsens varighed. Man vil også se på, om patientens køn, alder og vægt spiller ind på forløbet.
Det er vigtigt at understrege, at studiet er af ren observationel karakter og på ingen måde er forbundet med øget risiko for de patienter, der giver samtykke til at indgå i projektet.
Studiets perspektiv
Studiets resultater vil både få indvirkning på hvilken form for bedøvelse, der fremadrettet vælges til den udvalgte patientgruppe, og hvordan man i fremtiden organiserer, planlægger og budgetterer denne type indgreb.
Han fortsætter: ”Vi kan måske forkorte bedøvelsen ved at indgive en mindre mængde bedøvelsesmiddel, men det hjælper os ikke, hvis variationen i varigheden samtidig er meget stor og derfor ikke kan forudsiges for den enkelte patient. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med hverken behandlingskvaliteten eller patientsikkerheden, og derfor er projektets kardinalpunkt at indsamle solide data. Hvis vi kan styre rygbedøvelsens eftervirkning mere præcist, vil det komme patienterne til gode, og vi som sundhedsfaglige vil bedre kunne planlægge flowet af fast track patienter ude på afdelingerne”.
Kai Lange og hans projektteam glæder sig over samarbejdet mellem det offentlige og private sundhedsvæsen og han tilføjer: ”Om vi sidder på et privat eller offentligt hospital, så er vores mål jo helt grundlæggende det samme: Vi vil alle sammen gerne give vores patienter en god, effektiv og sikker behandling. Vi er organiseret på lidt forskellig vis, men vi har hver vores styrker og kan supplere og lære af hinanden”.