Michael Mathiasen
Michael Mathiasen besluttede at få foretaget en udvidet helbredsundersøgelse på Aleris, da han havde konkrete helbredsbekymringer grundet overvægt og en stresset hverdag. En beslutning han i dag er glad for, og som han anbefaler til andre.
Michael Mathiasen er 50 år og bosiddende i Varde. Han har en travl og ofte stresset hverdag som far til to og selvstændig bilforhandler igennem snart 24 år. Der er altid fart på og nok at se til med 20 ansatte fordelt på salg, leasing og værkstedet. Med den pressede hverdag i tankerne og lidt tilskyndelse fra omgangskredsen besluttede han sig for at få foretaget en udvidet helbredsundersøgelse på Aleris. Det var især hans fysiske sundhed og ønsket om at reducere risikoen for alvorlig sygdom i fremtiden, som han havde fokus på.
”Forebyggelse er altid bedre end helbredelse. For nu at blive i min verden, så sender vi jo regelmæssigt vores bil på værksted til service for at undgå ubehagelige og dyrt købte overraskelser senere hen. Det samme mener jeg, at vi bør gøre for vores egen krop og helbred”, siger Michael.
Helbredsundersøgelser er sund fornuft
Selvom han ikke havde oplevet sygdomssymptomer forud for undersøgelsen, havde han behov for proaktivt og forebyggende at tage ansvar for sit helbred, så han fortsat kan følge med virksomheden og familiens travle liv.
”Grundet min vægt og stressende hverdag havde jeg en konkret bekymring for på sigt at udvikle en blodprop, og jeg havde derfor et ønske om at få en detaljeret helbredsvurdering”, fortæller Michael.
Ved helbredsundersøgelsen fik han konstateret et let forhøjet kolesterol, som nu er under kontrol og følges af hans egen praktiserende læge.
Den udvidede helbredsundersøgelse foregik på Aleris Esbjerg, og han beskriver oplevelsen som tryg og nærværende, hvor han følte sig velkommen og i kompetente hænder. Efter at alle de fysiske undersøgelser var udført, var det tid til den efterfølgende rådgivende samtale med lægen. Her blev alle hans testsvar gennemgået i detaljer, og en personlig helbredsplan med resultater og anbefalinger til sundere levevaner udarbejdet.
”Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om at få foretaget helbredsundersøgelsen. Der blev heldigvis ikke konstateret alvorlig sygdom, og nu har jeg færre helbredsbekymringer. Jeg har fået klar besked om, hvordan min krop har det, og ikke mindst om risikoen for at udvikle livsstilsygdomme, og jeg ved, hvad jeg fremadrettet skal passe på, og hvad jeg skal gøre mere af”, forklarer Michael.
Balancen mellem arbejde og fritid
Selvom Michaels primære formål med undersøgelsen var et checkup af hans fysiske sundhed, negligerer han ikke vigtigheden af at være i sund mental ligevægt. Det indebærer blandt andet kunsten at holde en sund balance mellem arbejde og fritid, hvilket til tider kan være en udfordring som selvstændig med mange bolde i luften. Han tilstræber at holde arbejdsdagen på ni timer, så der også er tid til familien og forskellige rekreative aktiviteter, der er vigtige for ikke at brænde sammen. I fritiden prioriterer han at være fysisk aktiv og holder sig i form med gå-, cykel- og jagtture, hvilket også understøtter hans mål om at tabe sig.
”Jeg har hele tiden været meget opmærksom på betydningen af fysisk aktivitet og sundt brændstof til kroppen, men i min dialog med lægen fik jeg nye råd til, hvor jeg med fordel kan justere på min livsstil”, slutter Michael, der regner med at få gentaget undersøgelsen om et par år, og anbefaler sine venner at gøre det samme.