Studiebesøg i Håndcenteret på Aleris Ringsted
Ergoterapeuter fra hele Region Sjælland får nu mulighed for at komme på studiebesøg på Aleris Håndcenter og få mere viden om efterbehandling og genoptræning af håndkirurgiske patienter.
Med et ønske om at styrke det tværfaglige samarbejde omkring håndpatienterne på Sjælland, gør vi det nu muligt for ergoterapeuter (med speciale i hænder) fra både kommuner og regioner, at komme på studiedag i vores nyoprettede Håndcenter i Ringsted.
Formålet er at sætte fokus på samarbejdet mellem læge og ergoterapeut og på den måde optimere efterbehandlings-/genoptræningsforløbet for patienter med en håndkirurgiske problemstillinger.
”Vi er allerede kommet godt i gang med projektet, og indtil videre har Camilla og Pia fra Holbæk Kommune været på besøg”, fortæller specialeansvarlig ergoterapeut Mette Schächter.
Fagligt udbytte tilpasset hverdagen
Ergoterapeuterne får på studiedagen mulighed for at følge en af vores håndkirurger på operationsafsnittet. Her er det muligt at overvære relevante håndoperationer med efterfølgende faglige diskussioner og sparring med lægen og vores ergoterapeut, som til daglig er en del af teamet i Håndcenteret.
Studiebesøget planlægges til en dag, hvor der behandles de relevante patientkategorier, som ergoterapeuterne normalt efterbehandler i kommunalt regi. På den måde får de et godt billede af, hvad deres patienter går igennem, og hvordan de skal betragte de anatomiske forhold, når de efterfølgende træner med dem.
”Jeg synes, at det var meget interessant at overvære operationerne. Det gav mig en større indsigt i vævets struktur og håndens anatomi. Fx ved Weilby operationen fik jeg langt bedre indsigt i, hvorfor patienterne har ondt efterfølgende. Jeg fik mange godt input med mig, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde med håndpatienter i Kommunen, siger Pia Tolstrup, ergoterapeut ved Holbæk Sundhedscenter.
”Vi har en stor tværfaglig ekspertise på dette områder og ser det som en del af vores samfundsansvar at byde ind med relevante efteruddannelsesmuligheder på et højt fagligt niveau”, forklarer speciallæge Mohammed Jafar, som er leder af Håndcenteret på Aleris Ringsted.