Lena udlært som lægesekretær på Aleris
Som den første af de seks lægesekretærelever, der pt. har deres uddannelsesforløb på Aleris i Søborg, er Lena Kristensen blevet udlært og skal nu være en del af vores plastikkirurgiske og dermatologiske kundeserviceteam.
For et år siden skiftede Lena Kristensen jobbet som receptionist hos Aleris ud med et uddannelsesforløb som lægesekretærelev i Aleris kundeservice. Et spring, hun ikke et øjeblik har fortrudt.
”Jeg havde gennem længere tid snuset til lægesekretæropgaverne via mit job i Aleris reception, og da lejligheden bød sig, så jeg en unik mulighed for at få nogle nye udfordringer og viden samtidig med, at jeg kunne bibeholde den daglige kundekontakt, som giver mig en stor arbejdsglæde”, fortæller Lena Kristensen.
Det har været et intenst uddannelsesforløb, hvor hun udover bl.a. fysiologi, anatomi og medicinsk fagsprog også har skulle lære alle de mange processer, som indgår i et kundeforløb hos Aleris.
”Jeg var forberedt på patientkontakten og journalskrivningen, som jeg brænder meget for, men det kom lidt bag på mig, at der er så meget efterbehandling, som man skal huske at holde styr på efter journalskrivningen fx LPR-registrering, søgning af forsikring, blodprøvesvar og fakturering. Jeg har fået mere ansvar og skal kunne holde mange bolde i luften – det gør hverdagen spændende og alsidig, forsætter Lena.
For uddannelsesvejleder Maria Pagh Scheil Hemmingsen var det også første gang, at hun skulle starte et lægesekretærforløb op i Søborg, og for hende har det været helt afgørende, at Aleriser med til at give eleverne de bedste kvalifikationer.
”Det har været super spændende, og det har været ekstremt vigtigt for mig, at vi får et godt ry for at uddanne gode lægesekretærer. Det er samtidig en kæmpe gave at være med til at ”forme” en lægesekretær, så de passer ”spot on” til vores virksomhed. Vi har alle muligheder for at give den oplæring, der kræves for, at vi i fællesskab kan skabe de bedste patientforløb og de bedste resultater for hinanden og Aleris, siger Maria.
Lena bliver heldigvis i huset, idet hun fremover skal være en del af vores plastikkirurgiske og dermatologiske kundeserviceteam.
”Jeg har kun positivt at sige om mit uddannelsesforløb og er super glad for, at jeg kan fortsætte på Aleris, da jeg trives utrolig godt blandt mine kolleger, som er utrolig søde og hjælpsomme. Jeg går altid hjem med et smil på læben, og det er meget værd. At det så samtidig bliver inden for det kosmetiske speciale er kun et plus, da det er en spændende kundegruppe med høje forventninger til min service”, slutter Lena.
Vi ønsker Lena et stort tillykke til Lena med uddannelsen.